Inden for psykologbranchen er det i dag velkendt, at et stort antal af danskere har problemer med lavt selvværd eller lav selvtillid. Hvad er denne tendens et udtryk for? Hvad er forskellen på selvværd og selvtillid, og hvad kan du selv gøre for at få det bedre med dig selv?
Læs med i det følgende, hvor vi forklarer forskellen på de to begreber, giver en årsag til problemet samt giver gode tips frem imod en forbedret selvfølelse.
Forskellen på selvværd og selvtillid
Du tænker måske til dagligt ikke over, at selvværd og selvtillid er to forskellige størrelser, men for at blive klogere på, hvordan du kan skabe et bedre forhold til dig selv, er det først værd at gribe fat i definitionen af de to.
Selvtillid beskriver dit forhold til dine evner, hvad du har, og hvad du kan. Dette begreb relaterer sig derfor særligt til din udstråling udadtil i mødet med andre mennesker. Og det overraskende for mange er, at det i virkeligheden er helt almindeligt og mere end muligt at have god selvtillid og dårligt selvværd på samme tid.
Selvværd er hertil det dybe og afgørende begreb af disse to, da selvværd henviser til, hvordan du vurderer dit eget værd som menneske; hvordan du har det inderst inde i din indre kerne.
Selvtillid beskriver derfor hvad du KAN, imens selvværd udtrykker det, som du ER. Og det er herfra, at det bliver interessant at gå dybere ind i dit forhold til dig selv.
Et godt spørgsmål, der kan være med til at afgrænse dit forhold til dit selvværd, er herfra: Hvordan har du det med dig selv?
Svar på dette kan se vidt forskellige ud, men hvis dit svar bærer præg af følelser af utilstrækkelighed, af negativitet eller sårbarhed, lider du måske af et lavt selvværd.
Konsekvenser ved lavt selvværd
Er du i tvivl om, hvorvidt du har problemer med dårligt selvværd, er der masser af muligheder for at blive klogere på dig selv. Men det er her vigtigt at forstå, at det ikke er et problem at have dårligt selvværd i første omgang. Problemer opstår først, hvis du ikke har mod på at ændre det.
Mennesker med dårligt selvværd, uanset om de har høj selvtillid eller ej, om de klarer sig godt eller ej, og om de har et godt netværk eller ej, står mere udsatte i deres dagligdag. Et godt selvværd er i bund og grund en stadfæstet tro på dig selv, hvorfra der udstrømmer styrke og ro, da du kan møde nok så meget modgang, men alligevel være i balance.
Mennesker foruden dette oplever modsat at være præget af negative tanker, der ikke lader dem føle sig gode nok. Dette kan have store konsekvenser i relationer, da tankerne gør det sværere at sige fra, hvilket kan gøre, at du lader dig udnytte af andre og ikke kan sige din mening.
Men lider du af dårligt selvværd, er du er ikke alene, hvilket for mange kan være en trøst. Dårligt selvværd skyldes i ofte ikke så meget dig, som samfundet anno 2017 og et blik på samfundsperspektiver kan derfor ofte give ro og afklaring.
Samfundsperspektivet: Hvad skaber problemet?
Danmark i 2017 er et præstationssamfund og et konkurrencesamfund, hvilket i høj grad kan være medforklarende i forhold til problematikken med dårligt selvværd.
Præstationssamfundet kendetegnes i høj grad af liberale værdier, der vægter individet højt i samfundet, men som også har lagt ansvaret for succes fra samfundet over på den enkelte.
Uanset om man politisk er enig eller uenig i dette skift, må det overvejes, at denne ændring har lagt et pres på det enkelte individ, som kan være udfordrende. Kan man ikke leve op til kravene, må dette jo uundgåeligt pege tilbage på ens egen præstation, og hvad siger dette så om dig som menneske?
Denne problematik er ikke unik, da medlemmer af det danske samfund allerede som børn og unge i dag møder krav og konkurrence i skolesystemet. Dette fortsætter på arbejdsmarkedet, og dette gør det måske tydeligt, at det er nemt at ende i en ond cirkel.
Kan du genkende dette billede, er du i alle tilfælde ikke alene. Og tænk da på, at der findes løsninger, der kan hjælpe dig til en bedre hverdag, hvilket først og fremmest går igennem bedre selvværd.
Hvad kan du selv gøre?
Nu til det svære. Hvad kan du selv gøre for at komme til at elske dig selv i højere grad? Og for at forøge din tro på dig selv?
Som det første er det afgørende at huske på, at du ikke er alene, og at situationen kan ændre sig. Der findes i dag et væld af muligheder, der kan hjælpe dig til at skabe et bedre og stærkere forhold til dig selv i det moderne samfund.
Afhængig af dine ønsker og behov findes løsninger, du selv kan arbejde på, eller få alternativ hjælp til i form af professionel coaching og psykologhjælp. Behandling af lavt selvværd kan derfor tage mange former. Så lad os først se på, hvordan du selv kan tage ansvar for at forbedre dit selvværd.
At hjælpe sig selv
Når du ønsker at arbejde med dit selvværd, kan du vælge at tage skridtet selv. Som et udgangspunkt findes et væld af selvhjælpsbøger, kurser og øvelser, som kan være gode redskaber, der har til formål at hjælpe dig med at tænke på en ny måde, og som støtter dig til et bedre selvbillede.
Men spørg som en start dig selv: Hvordan vil du gerne forbedre dit selvværd?
Din besvarelse er afgørende, da du med udgangspunkt i dine ønsker kan finde den rette løsning til dig, da hvad, der hjælper andre, ikke nødvendigvis er det rette for dig.
internettet er her en guldgrube af viden, der inkluderer alt fra kurser til litteratur og øvelser. Søger man på YouTube, får man eksempelvis adgang til mange timer gratis mindfuldness eller hypnose, hvilket for nogen kan være gavnligt.
Har du først fået mod på at ændre dit negative selvbillede, kommer du altid langt med nysgerrighed og engagement, da det vigtigste er at finde dén løsning, der passer dig. Det behøver derfor ikke koste dig noget at arbejde på dit selvværd, hvis du blot er åben over for gode råd.
Føler du omvendt, at du ønsker en mere gennemgribende behandling, er alternativet professionel hjælp – læs da videre i det næste stykke.
At få professionel hjælp
En anden type løsning på selvværdsproblemer kan være at søge hjælp hos en psykolog eller en coach. Denne løsning sørger for, at du bliver hjulpet på vejen i dit arbejde med dig selv, hvilket kan være en stor tryghed.
Som et svar på det stadigt voksende samfundsproblem, som selvværdsproblemer kan kategoriseres som, tilbyder flere og flere professionelle fagfolk i dag specifikke behandlingsforløb, der er tilrettelagt imod at give dig bedre selvværd.
Dette alternativ er derfor både ambitiøst og effektivt, hvilket får mange til at søge den professionelle vej, når de ønsker at arbejde seriøst imod at få det bedre med dem selv.
Dette valg relaterer sig igen til spørgsmålet “Hvordan vil du gerne forbedre dit selvværd?” , for ved du eksempelvis i dig selv, at du har brug for støtte udefra for at få bugt med den onde cirkel, da er denne løsning ideel for dig.